Lørdag skulle vi med god grund tidligt op. Vi havde en lang dag foran os, og da jeg vågnede ved femtiden havde jeg det egentlig fint nok. I hvert fald bedre end min roomie, Sjonna, som var helt schlidet. Jeg vil selv sige at jeg er en rimelig energisk person, især når jeg er sammen med mine venner, men lærerne var sgu ik så glade for lydniveauet fra min højtaler fra morgenstunden, så det måtte vente, og det måtte mit guitarspil også…

Da vi endelig havde parkeret bussen og gået ud frøs jeg som en lille hund i en tynd snor. Jeg kiggede selvfølgelig på vejret udenfor og tænkte: solen skinner = det er varmt. det var det ikke, men Julie blev efter 15 minutters gang min redningskvinde da hun trak sin hoodie frem og lånte mig den.

På vej til Den forbudte by skulle vi på et tidspunkt igennem noget security. det gik pænt langsomt, og da folk sagde at vi blev nødt til at gå hen på den anden side af en afspæring til en anden kø (ca. tredive meter væk) fik jeg den geniale ide bare at springe over hegnet ved siden af os, og jeg fik vores kinesiske ven, Leo, med på ideen. Da vi så var omtrent et dusin menesker over hegnet, var der så en der fandt ud af at vi faktisk bare havde sprunget hele køen over, da den anden kø startede længere henne… vi havde altså basically snydt det kinesiske securitysystem og skulle nu vente på de resterende tyve af vores kamerater der ikke var ligeså badass som os og på lærerne som ikke var så glade for at vi havde lavet parkour på det kinesiske system.

Vi nåede til Den forbudte by!!! Er du vimmersvej nogle bygninger: kæmpe, røde, kolossale, flotte, enorme, imponerende, gigantiske. Det var alt hvad man havde forestillet sig, når man derhjemme havde tænkt ‘kina’. Det levede op til enhver forestilling om det der var kinesisk. Hvis i ikke kan forestille jer det, så er der tale om 800 bygninger med 9.999 rum som strækker sig over et areal på 720.000 kvadratmeter. På Den Himmelske Freds Port (天安門) som er indgangen til den forbudte by, og som kan ses på billedet her under, er der et stort billede af Mao. det var nemlig her han den første oktober 1949 udråbte Folkerepublikken Kina.

På bygningens tag er der også ti figurer. Figurerne henviser til bygningens vigtighed, i en skala fra et til ti figurer. Det vil sige at Den Himmelske Freds Port blev set som en af de vigtigste bygninger.

Det var sjovt at være europæer i Kina. Turen var faktisk lige noget for mig. Jeg var en rockstar, en superstjerne, alle ville have et billede og det fik de også. Jeg fik virkelig lov til at shine, og det nød jeg! faktisk så nød jeg det så meget at ikke kunne få nok. Så da jeg syntes at der ikke lige var nok kinesere der kiggede på mig, tog jeg fat i Sjonna, og vi besluttede for lige at lave et lille publicity stunt. Vi stillede os midt i Den Kejserlige Have med hænderne over hovedet og stod bare helt stille. Det var alt vi behøvede for at en masse kinesere strømmede til, og det gjorde vores klassekamerater også:

Da besøget i Den Forbudte By var slut, tog vi videre til det kendte marked, Pearl Market. Det var nok noget af det fedeste, vi prøvede hele ugen. Intet var ægte, alle påstod at det var, og alting blev solgt til total overpris. Eller, i hvert fald i forhold til hvad det havde kostet dem at producere. Man skulle bare prutte om prisen, og så fik man alting meget billigere. En typisk samtale gik sådan her:

Sælger: 2000 Yuan

Mig: 20 Yuan

Sælger: No

Mig: Ok, bye

Sælger: Ok, 20 Yuan

Jeg foretog godt nok ikke så mange køb, kun enkelte kinesiske souvenirs, men det var stadig virkelig sjovt at gå rundt med Kian og pisse sælgerne af. De var helt vilde for at få os til at købe deres fake produkter. De rev i vores tøj og slog os hvis vi ikke ville købe, eller hvis vi sagde en for lav pris. På et tidspunkt kastede en af kvinderne for eksempel en trøje, som jeg havde købt, i hovedet på mig. Hun ville have 100 for en fake T-shirt, som jeg ville købe til min bror, men jeg blev ved med at sige 40, hvilket hun sagde nej til. Da vi så vendte os for at gå, sagde hun ok til de 40. jeg vendte mig og rakte hende 30 mens jeg forklarede hende at det var det hun lige havde sagt ja til. Der blev hun godt nok sur… Efter det spurgte vi bare om Mads Nørregård hver gang nogen tog fat i os, hvilket vi jo selvfølgelig vidste at de ikke havde, men det havde de fleste af dem alligevel sagde de, hvorefter de for eksempel trak en sort hoodie med stor hvid skrift henover hvor der stod “Balenciaga” på brystet. Dagen endte med at vi spiste McD og tog hjem.

Marius Fricault